FCI Standard Nr. 166
(23.12.2010/DE) (ORG 11.08.2010)
SCHÆFERHUND
(Deutscher Schäferhund)
Oprindelsesland: Tyskland
Anvendelse: Alsidig brugs-, hyrde- og tjenestehund.
Klassifikation: FCI-gruppe 1 Hyrde- og kvæghunde.
Sektion 1 - Hyrdehunde.
Med brugsprøve.
Historie: Ifølge den officielle bestemmelse i den tyske schæferhundeklub, Verein für Deutsche
Schäferhunde forkortet SV, som har sit sæde i Augsburg, Tyskland og er medlem af
Verband für das Deutsche Hundewesen, forkortet VDH,( Tysk Kennelklub), er SV som
den oprindelige klub for racen, ansvarlig for racestandarden for den tyske
schæferhund.
Standarden blev fremlagt på den første generalforsamling i Frankfurt/Main den 20.
september 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz.
Der blev efterfølgende vedtaget ændringer på den 6. generalforsamling den 28. juli
1901, den 23. generalforsamling i Köln/Rheinland den 17. september 1909 – på
hovedbestyrelsesmødet og det vejledende bestyrelsesmøde i Wiesbaden den 5.
september 1930 og på avlsrådsmødet og hovedbestyrelsesmødet den 25. marts 1961.
Her blev standarden revideret indenfor rammerne af Weltunion der Vereine für
Deutsche Schäferhunde og vedtaget på WUSV-mødet den 30. august 1976.
Dette forslag blev revideret og katalogiseret ved bemyndigelsesbeslutning i
hovedbestyrelsen og i det vejledende råd den 23./24. marts 1991 og ændret ved
forbundskongresser den 25. maj 1997, den 31. maj/1. juni 2008 og den 6./7. juni 2009.
Den tyske schæferhund, hvis planmæssige avl begyndte i 1899 efter grundlæggelsen
af Verein für Deutsche Schäferhunde, er fremavlet af mellem- og sydtyske racer af
hyrdehunde, der dengang var til rådighed, med det mål at skabe en brugshund med
arveanlæg til høj ydelse. For at nå dette mål, fastlagde man den tyske schæferhunds
racestandard, der beskriver såvel dens legemlige beskaffenhed som dens væsens- og
karakteregenskaber.
Helhedsindtryk: Schæferhunden er middelstor, let langstrakt, kraftig og godt muskuløs.
Knoglebygningen er tør, og sener og bånd er faste.
SCHÆFERHUND Side 2 af 5
Stockhåret
Langstockhåret
Vigtige
måleforhold: Skulderhøjden er for hanner 60-65 cm, for tæver 55-60 cm. Kropslængden er fra 10 til
17 % større end skulderhøjden.
Væsen: Schæferhunden skal i sit væsen være harmonisk, nervefast, selvsikker, absolut
frimodig og (når den ikke er bragt i affekt) fuldstændig fredelig, og samtidig være
opmærksom og let at føre. Den skal besidde mod, kampdrift og hårdhed for at være
egnet som ledsagehund, vagt-, forsvars- og tjenestehund samt som
hyrdehund/vogterhund.
Hoved: Hovedet er kileformet og svarer i størrelse til kroppen (dets længde er ca. 40 % af
skulderhøjden), uden at være groft eller overdrevent langt. Hovedet som helhed virker
tørt og er moderat bredt mellem ørerne. Set forfra og fra siden er panden kun let
hvælvet, uden eller med kun svagt antydet midterfure. Forholdet mellem skalle og
næseparti er som 50 % til 50 %. Skallens bredde svarer omtrent til dens længde.
Skallen bliver (set fra oven) gradvis smallere fra ørerne mod næsen og går med det
skråt forløbende, ikke skarpt udformede stop over i næsepartiet. Over- og underkæbe
er kraftigt udviklede.
Næseryggen er lige og ønskes hverken sadelformet eller hvælvet. Læberne er
stramme, godt sluttende og af mørk farve.
Næse: Skal være sort.
Bid: Skal være kraftigt, sundt og fuldstændigt (42 tænder svarende til tandformlen).
Schæferhunden har saksebid, d.v.s. at fortænderne som klingerne på en saks griber
over hinanden sådan, at overkæbens fortænder skærer ned foran undertænderne.
Tangbid, over- og underbid er fejl, ligeledes for store mellemrum mellem tænderne
(spredt tandstilling). Det er også en fejl, hvis fortænderne er placeret i en ret linie.
SCHÆFERHUND Side 3 af 5
Kæbeknoglerne skal være kraftigt udviklede for at give tænderne dybt fæste i
kæbebenet.
Øjne: Middelstore, mandelformede, let skråtstillede og ikke fremtrædende. Øjenfarven skal
være så mørk som muligt. Lyse, stikkende øjne ønskes ikke, da de skæmmer hundens
udtryk.
Ører: Schæferhunden har middelstore stå-ører, der bæres rejste og ensartede (ikke drejet
ud mod siderne). De løber ud i en spids og vender øreåbningen fremefter. Kipører og
hængeører er en fejl. Det er ikke en fejl, når ørerne under bevægelse eller i hvilestilling
bæres tilbagelagt.
Hals: Halsen skal være kraftig, godt muskuløs og uden løs halshud. Vinklen mellem hals og
krop (vandret) er ca. 45°.
Krop: Overlinien forløber uden synlig afbrydelse fra halsens ansætning over den veludviklede
manke og den i forhold til vandret ganske let faldende ryg, til det let faldende kryds.
Ryggen er fast, kraftig og velforsynet med muskler. Lænden er bred, kraftigt udviklet
og godt muskuløs. Krydset skal være langt og let faldende (ca. 23° mod vandret), og
går uden afbrydelse af overlinien over i haleansatsen.
Bryst: Skal være moderat bredt, underbrystet så langt og markeret som muligt. Brystdybden
skal udgøre fra 45 til 48 % af skulder- højden. Ribbenene skal være moderat
hvælvede. En tøndeformet brystkasse er lige så fejlagtig som en fladribbet.
Hale: Halen når mindst til haseleddet, dog ikke længere end til midt på mellemfoden. Den
har en noget længere behåring på undersiden og bæres i en blødt nedhængende bue.
Når hunden er opildnet og under bevægelse, bæres halen højere, dog aldrig over
vandret. Operative, korrigerende indgreb er forbudt.
Lemmer:
Forpart: Forbenene er set fra alle sider lige, og set forfra absolut parallelle. Skulderblad og
overarm er lige lange og er ved kraftig muskulatur fast lejret mod kroppen. Vinklen
mellem skulderblad og overarm er ideelt 90, oftest dog op til 110°.
Albuerne må hverken i stand eller under bevægelse drejes udefter, og lige så lidt må
de være indtrukne. Underarmene er set fra alle sider lige og stillet absolut parallelt med
hinanden, tørre og med fast muskulatur. Mellemhånden har en længde på ca. 1/3 af
underarmen og danner med den en vinkel på ca. 22°. Såvel for skratstillet mellemhånd
(over 22°) som for stejl (under 20°) forringer brugsegnetheden, især udholdenheden.
Forpoter: Poterne er rundagtige, godt sluttede og hvælvede, med hårde, men ikke sprukne
trædepuder. Kløerne er kraftige og mørkfarvede.
Bagpart: Bagbenene er stillet let bagud, og set bagfra parallelle. Over- og underlår er omtrent af
samme længde og danner en vinkel på ca. 120°. Køllerne er kraftige og godt
muskuløse.
Haseled: Haseleddet er kraftigt udviklet og fast, og mellemfoden stillet lodret under haseleddet.
Bagpoter: Poterne er sluttede, let hvælvede, med hårde, mørkfarvede trædepuder. Kløerne er
kraftige, krumme og ligeledes mørkfarvede.
Bevægelse: Schæferhunden er en traver. Lemmerne skal være afstemt sådan efter hinanden i
længde og vinkling, at hunden uden væsentlig ændring af ryglinien kan føre bagbenet
frem til kroppen og foretage et nøje tilsvarende fremgreb med forbenet. Enhver
tendens til overvinkling af bagparten forringer fasthed og udholdenhed og dermed
brugsdygtigheden. Ved korrekte bygningsforhold og vinkling opnås en jordvindende
gangart, der forløber lavt hen over jorden og giver indtryk af en let og ubesværet
SCHÆFERHUND Side 4 af 5
bevægelse fremad. Da hovedet holdes fremstrakt, og halen er let løftet, dannes i
regelmæssigt og roligt trav, en blødt svungen og ubrudt ryglinie fra ørespidserne hen
over nakke og ryg til halespids.
Hud: Huden er (løst) tilliggende, uden dog at danne folder.
Pels:
Hårlag: Racen har to pelsvarianter Stockhåret (”Stockhaar”) og Langstockhåret
(”Langstockhaar”) - begge med underuld:
Stockhåret med underuld: Dækpelsen skal være så tæt som muligt, lige, grov og fast
tilliggende. På hovedet, herunder indvendigt i ørerne, på forsiden af benene, på poter
og tæer er pelsen kort, på halsen noget længere og kraftigere. På bagsiden af benene
er pelsen længere ned til håndrod hhv. haseled, og på lårenes bagside danner den
moderate bukser.
Langstockhåret med underuld: Dækpelsen er lang og blød og ikke tætliggende. Faner
på ører og ben, buskede bukser og busket hale med fanedannelse. Pelsen er kort på
hovedet, indvendigt i ørerne, på forsiden af benene og på poter og tæer. På halsen er
pelsen længere og mere tæt og danner næsten en manke. På bagsiden af benene
bliver pelsen længere ned til håndroden og haseleddet for dernæst at gå over i tydelige
bukser bagpå låret.
Farve: Sort med rødbrune, brune, gule til lyst grå aftegninger. Ensfarvet sort eller grå, hos grå
hunde mørkere schatteringer. Sort sadel og maske. Ubetydelige, hvide aftegninger på
brystet såvel som meget lyse indersider af benene er tilladte, men uønskede. Næsen
skal hos alle farvevarianter være sort. Manglende maske, lys eller stikkende øjenfarve,
såvel som lyse til hvidlige aftegninger på brystet og indvendig på benene, lyse kløer og
rød halespids, bedømmes som pigmentsvaghed. Underulden har en let gråtone.
Farven hvid er ikke tilladt.
Størrelse, vægt: Skulderhøjde hanner 60-65 cm, vægt 30-40 kg
tæver 55-60 cm vægt 22-32 kg.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for
bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Alvorlige fejl: Afvigelser fra den foran beskrevne racestandard, der forringer brugsegenskaberne.
Øre fejl: For lavt ansatte ved hovedets sider, kipører, indadstillede ører, bløde ører.
Betydelige pigment mangler.
Stærkt mangelfuld fasthed i bygningen.
Tandfejl: Enhver afvigelse fra saksebid og fra tandformlen, med mindre der er tale
om en diskvalificerende fejl (se nedenfor).
Diskvalificerende fejl:
a) Væsenssvage, bidske eller nervesvage hunde.
b) Hunde med påvist ”svær HD”
c) Monorchide og kryptorchide, såvel som hunde med tydeligt uens eller mangelfuldt
udviklede testikler.
d) Hunde med skæmmende øre- eller halefejl.
SCHÆFERHUND Side 5 af 5
e) Hunde med misdannelser.
f) Hunde med tandmangler i flg. tilfælde:
- en p3 plus yderligere en tand, eller
- en hjørnetand, eller
- en p4, eller
- en m1 eller m2, eller
- tre eller flere manglende tænder.
g) Hunde med kæbefejl:
- overbid på 2 mm og derover,
- underbid,
- tangbid for samtlige fortænder.
h) Hunde med mere end 1 cm over- eller understørrelse.
i) Albinisme.
j) Pelsfarven hvid (også selvom øjne og kløer er mørke).
k) ”Langstockhårede” uden underuld.
l) Langhårede, d.v.s. med lang, blød dækpels uden underuld, oftest skilt langs midten
af ryggen, faner på ører, ben og hale.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.
¤ ¤ ¤
Standarden udgivet af FCI 23. december 2010
Oversættelsen godkendt af DKK’s standardkomité
APRIL 2011
¤ ¤ ¤ NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i FEBRUAR 1992 ¤ ¤ ¤
|